Kim Linnet startede foreningen PSFyn.dk i 2008 i Svendborg. Kim havde tidligere repræsenteret Danmark som Poetry Slammer, da vi skulle blive venner med svenskerne (på grund af en ny bro). Den aften i Malmö var så mindeværdig, at Kim faldt i den store digtergryde og ikke er kommet op siden…

Med god hjælp fra Peter Dyreborg, økonomisk støtte fra Svendborg Kommune og en scene på værtshuset Hansted, så opstod Poetry Slam igen på Fyn. Foreningen “PSFyn.dk” er grundlagt som en litterær forening, hvis formål til stadighed er at afholde Poetry Slams samt styrke spoken word, lyrik og litteratur i det fynske.

Vi har siden 2008 afholdt månedlige slams i Svendborg og Odense – og vores medlemmer har stået for undervisningsforløb i Poetry Slam på både gymnasier, folkeskoler, efterskoler, friskoler, seminarier og på universiteterne. PSFyn har afviklet de fynske mesterskaber i Poetry Slam siden 2008, vi har afholdt DM fire gange og vi har arrangeret Nordic Poetry Slam Cup 2010. Hvert år samarbejder vi også med Odense Spoken Word festival om deres festival-slam og generel pop-up poesi. PSFyns poeter er hyppige deltagere på litteraturfestivaller, såsom Words, Vild med ORD, Ordskælv, 9000 Ord, Artbeat m.v.

Foreningen udgiver sine ting online, og de kan findes her på siden, på youtube, på issuu mv. Et flertal af medlemmerne i PSFyn er desuden udkommet i bogform og vi tæller både håndværkere, jurister, arkitekter, musikere, arbejdsløse, studerende og lærere blandt vores medlemmer.

PSFyn.dk er en solid, litterær forening og vi har altid plads til nye talenter der vil lege med. Så hvis du tænder på ord og savner et kreativt fællesskab omkring performativ litteratur, så kan det være PSFyn.dk er en forening for dig. Start med at komme til nogle af vores arrangementer og se om du kan lide lugten i trykkeriet.

Med poetiske vingesus,

PSFyn.

Formand: Johannes Ravn Jeppesen
Næstformand: Emil Nygaard
Bestyrelsesmedlemmer: Cecilie Sandris, Ida Ingeborg Svane, Maja Asbjørn Damsted og Theodor Stoffer.
Kasserer: Kim Linnet