Farver – Hr. Grå, Blå og de andre

Hr. Grå sidder og venter på, at tiden skal gå. Hører stueuret slå, men tiden er gået i stå. Han rækker ud men kan ikke nå sin krydsogtværs. Livet synger på lånte vers. Udenfor er himlen grå, han husker, da den var lysende blå som hans øjne. Det var som i går.

Hr. Blå har de glade briller på, himlen er blå, han skal ud at gå, mærke havluften, lugten af saltvand, frisk blæst, tang, skaller, bølgeskum, der flyver rundt. Hvirvler op, banker gamle tanker, der var groet fast, løs. Hr. Blå har ikke noget, han skal nå. Himlen er så blå, så blå, og havet så stort. Han venter kun på, at han en dag kan gå over vandet og finde landet på den anden side. Han ved, det er der.

Hr. Grøn elsker at ligge på den grønne eng. Høre lærkerne synge, dufte de gule smørblomster i græsset rundt omkring. Bare ligge og lave ingenting. Grøn som saftige stængler, nyslået græs, en forårshæk. Grønt så langt øjet rækker, grønt i alle sprækker i den mørke jord. Hr. Grøn sagde: det er lige før, jeg tror, jeg er lykkelig. Det gør ikke noget, hvis jeg dør nu.

Hr. Rød er lidt blød. Han falder let, har let til tårer. Og det bliver kun værre med årene. Han lader sig betage, behage, lokke, forhekse, forføre, bortføre. Af syn, stemmer, dufte, af sin egen naive søgen, væk er fornuften og på søen ser han sin drøm sejle og sige: kom, du kan ikke fejle. Han lokkes let og flyder væk. Beruset af kærlighed flyver han af sted med usynlige vinger, der bærer ham og synger, lige indtil han vågner, og med ét er det hele væk. Engang fulgte han sin kærlighed til verdens ende, men her måtte han vende, vende om og se bæstet lige i øjnene. Hans hjerte blødte, og han brugte alle plastre i verden på at lappe det sammen. Han blev aldrig helt den samme. Men snart lod han sig alligevel forføre og bortføre, langt væk og uden at have plastre med.

Hr. Orange tror på at gribe chancen. For eventyr, for lidt lir, for nogle hurtige spir, og hvem si’r, at man skal sidde og vente på at alt det sjove kommer ind fra højre og lander lige for øjnene af en. Næh, Hr. Orange er ikke slave af hvad der sig hør og bør, hvad flertallet gør, han bruger mere smør, end hans hjerte kan bære, men det skider han på, for han vil hellere være. Være glad og ikke undvære.Være og gøre, som han lyster, og ikke som hverdagens krystere følge den udtrådte sti, der er så blottet for fantasi, at nogen burde jævne den med jorden. Uden fantasi dør vi, siger hr. Orange.

Hr. Violet tager livet let. Tager alting med et smil, for han ved, at surhed og sorg giver mavesår. Han spørger ikke om lov, når han går på æblerov. Klatrer i træer, løber ud i sneen i bare tæer, kan ikke lade være med at gøre fjollede ting. Hr. Violet spørger ikke om lov til at have det sjovt. Hele livet. Han går aldrig i ring, tager altid en ny vej ud eller hjem. Ser verden med et barns øjne, helt fri for løgne, nysgerrig, og som om han så alt for første gang, labber han hele molevitten i sig og synger sin sang.