Hvad fanden mener svenskerne med "ki ki ki kuuuuu"?
Da Kåre Wangel til semifinalen i Svendborg fremsagde en Basketball kamp og gestikulerede på scenen med fagter, driblinger og lyde, da var han samtidig en fornem eksponent for den form for Poetry Slam de dyrker i Sverige. Reglerne er de samme som i Danmark (og resten af verden), men svenskerne ynder i høj grad at slamme lyd-digte, finde obskure rim og synge når de optræder.
Venner med svenskerne
I 2002 var jeg med i det Københavns Kommune anså for et storstilet “venskabsprojekt”. Øresundsboren var blevet bygget – og derfor skulle vi blive venner med svenskerne. En lettere fortumlet aften på Gimle i Roskilde havde gjort mig til den stolte repræsentant for Danmark, så jeg sad med en horde (8) fans på spritbåden på vej over sundet en sen fredag aften, for at vise det yppertse Fædrelandet kunne præsentere inden for ungdommelig lyrik. Og jeg havde aldrig en chance. Svenskerne gav den gas med titler såsom “Soundtrack of my life” og “Ki ki ki kuuuuu”. Så mens de sang, råbte og skreg, stillede jeg mig op og fortalte nøgternt, kronologisk og prosaistisk om min opvækst. Man kunne måske mene at deres stilistik er en anelse mere poetisk i sit væsen end det man normalt ser til de danske slam-aftener. Men hvis man går deres tekster lidt på klingen, så er de måske æstetisk set provokerende og nyskabende, men rent indholdsmæssigt kan de indimellem være grænsende til det intetsigende eller det banale. Et skingert råb ud i natten er ikke altid lig med kunstnerisk intelligens eller manifestionen af en krystalfølsom sjæl – det kan ligeså godt være en god forklædning af manglende inspiration. Kedelig, mente de om mig. Rablende gale, mente jeg om dem. De giver ordet “Poetry” en anelse mere vægt derovre – men de har måske også et sprog der er en kende smukkere at synge og gestikulere på end dansk. Så da jeg så Kåre Wangel give den gas i Svendborg med sine lyd-digte, blev jeg varm om hjertet om mindedes den aften i Malmö. Og uanset hvad en forkølet, og pointmæssigt slået, dansker måtte mene om deres fonetiske masturbering, så følte det svenske publikum sig underholdt – og det er jo det der tæller.
I Norge har Poetry Slam fået et mere ortodokst tilsnit, måske på grund af nordmænds forkvaklede forhold til hash, porno og promiller. Nordmænd kan godt lide at stå og messe monotont ud over det store hav af publikummer og spinde temaer omkring ægte kunstneriske kvaliteter såsom død, lidelse, smerte, afsavn og ingen fucking penge. En nordmand ville derfor nok aldrig få en chance i Danmark – og sikkert heller ikke i Sverige. Men som i det svenske tilfælde, så føler de andre norske lidelsesfæller blandt publikum sig ramt – og dermed underholdt, eller måske endelig forstået, og giver derfor gode point til den lidende poet.
Den danske model.
I Danmark kan et kig på YouTube – og en læsning af de digte der er gået videre til den Fynske Finale 2008, give et udsagn om hvad det er der giver højeste score fra publikum. Danskerne vil have kronogisk set logiske tekster. De vil underholdes. Og de vil gerne kunne nikke genkendende til det der bliver fortalt om. Peter Dyreborg, den nuværende Danmarksmester, fulgte modellen. Og det samme gjorde de vindere i henholdsvis Odense og Svendborg. Så vi er heldigt stillede i Danmark. For selvom kritikere allerede nu måske spidser pennen og skriver “det var jo det jeg sagde – det er jo bare fladpandet lokumslyrik for folket”, så havde de vindende tekster både en vitalitet og en kant som gjorde dem alt andet en banale ligegyldigheder. Dansk Poetry Slam er koncentrerede iagttagelser om livets lyksaligheder, tilsat alternative forståelsesrammer, krænkende bemærkninger og digterisk gennemslagskraft. Det er gode historier og oplevelser fortalt så tilpas koncentreret og selvcensureret at man aldrig når at kede sig. Spørgsmålet er så om man slammer for at vinde eller for at få luftet sjælen. Om man vil underholde publikum eller om de skal provokeres. Ihvertfald er Poetry Slam i Danmark stadig, efter 10 år, en levende og vedkommende litterær genre som bør opleves.