…og positivt tilrettevisende pædagogik.

Første bud. Du må gerne have andre guder end mig. Om end jeg er en guddommelig eksistens og står lige foran dig i al min stråleglans, må du gerne se den anden vej og forlade mig til fordel for en ny og smartere, mere moderne, mere handlingsanvisende eller mere korrigerende eller krævende eller mindre krævende og laden stå til-Gud. Eller til fordel for en mere eksotisk gud eller en gud, der taler med mange stemmer, en gud, der gør at du glemmer…dig selv, en gud, der opstiller regler for hvad du må spise eller en gud, der giver dig sten, han siger er vise. Du må tro, lige hvad du vil, så længe du ikke sætter andres liv på spil. Du må være god i din tro og ikke misbruge den til at fordømme alle dem, der ikke har set dit lys, som for dig er så åbenlyst. Så åbenlyst at det blænder dig.

Andet bud. Du må gerne lyve, hvis du på den måde beskytter din næste fra en uhyrlig, ubærlig sandhed. Det bliver din gud i sandhed ikke fornærmet over. Du må gerne stikke en hvid løgn, når bare du ikke blander andre farver ind i den, det bliver så grumset, og du kommer til at fjumse og sige noget forkert.  

Tredje bud. Du må gerne have tømmermænd om søndagen og ligge hele dagen i sofaen til gamle afsnit af venner med chips og cola og brækspand ved hånden og ligne noget, der døde i ånden. Du må også gerne udføre sort arbejde for naboen eller samle ind til Røde Kors eller til dig selv eller klippe hæk eller tage i Bilka og købe stort ind og få en fransk hotdog og noget giftigt blåt saftevand og vinterjakker til dit afkom. Du må også sidde på dot.com og købe, krejle, chatte, spille poker online i slips og bar røv [...]

Hr. Grå sidder og venter på, at tiden skal gå. Hører stueuret slå, men tiden er gået i stå. Han rækker ud men kan ikke nå sin krydsogtværs. Livet synger på lånte vers. Udenfor er himlen grå, han husker, da den var lysende blå som hans øjne. Det var som i går.

Hr. Blå har de glade briller på, himlen er blå, han skal ud at gå, mærke havluften, lugten af saltvand, frisk blæst, tang, skaller, bølgeskum, der flyver rundt. Hvirvler op, banker gamle tanker, der var groet fast, løs. Hr. Blå har ikke noget, han skal nå. Himlen er så blå, så blå, og havet så stort. Han venter kun på, at han en dag kan gå over vandet og finde landet på den anden side. Han ved, det er der.

Hr. Grøn elsker at ligge på den grønne eng. Høre lærkerne synge, dufte de gule smørblomster i græsset rundt omkring. Bare ligge og lave ingenting. Grøn som saftige stængler, nyslået græs, en forårshæk. Grønt så langt øjet rækker, grønt i alle sprækker i den mørke jord. Hr. Grøn sagde: det er lige før, jeg tror, jeg er lykkelig. Det gør ikke noget, hvis jeg dør nu.

Hr. Rød er lidt blød. Han falder let, har let til tårer. Og det bliver kun værre med årene. Han lader sig betage, behage, lokke, forhekse, forføre, bortføre. Af syn, stemmer, dufte, af sin egen naive søgen, væk er fornuften og på søen ser han sin drøm sejle og sige: kom, du kan ikke fejle. Han lokkes let og flyder væk. Beruset af kærlighed flyver han af sted med usynlige vinger, der bærer ham og synger, lige indtil han vågner, og med ét er det hele væk. Engang fulgte han sin kærlighed til verdens ende, men her måtte han vende, vende om og se bæstet lige i øjnene. Hans hjerte blødte, og han brugte alle plastre i verden på at lappe det sammen. Han blev aldrig helt den samme. Men snart lod han sig alligevel forføre og bortføre, langt væk og uden at have plastre med.

Hr. Orange tror på at gribe chancen. For eventyr, for lidt lir, for nogle hurtige spir, og hvem si’r, at man skal sidde og vente på at alt det sjove kommer ind fra højre og lander lige for øjnene af en. Næh, Hr. Orange er ikke slave af hvad der sig hør og bør, hvad flertallet gør, han bruger mere smør, end hans hjerte kan bære, men det skider han på, for han vil hellere være. Være glad og ikke undvære.Være og gøre, som han lyster, og ikke som hverdagens krystere følge den udtrådte sti, der er så blottet for fantasi, at nogen burde jævne den med jorden. Uden fantasi dør vi, siger hr. Orange.

Hr. Violet tager livet let. Tager alting med et smil, for han ved, at surhed og sorg giver mavesår. Han spørger ikke om lov, når han går på æblerov. Klatrer i træer, løber ud i sneen i bare tæer, kan ikke lade være med at gøre fjollede ting. Hr. Violet spørger ikke om lov til at have det sjovt. Hele livet. Han går aldrig i ring, tager altid en ny vej ud eller hjem. Ser verden med et barns øjne, helt fri for løgne, nysgerrig, og som om han så alt for første gang, labber han hele molevitten i sig og synger sin sang.

[...]Det stof, drømme er gjort af. Hvilket stof er det? Gardinstof, kunststof? Er de gjort af fantasi, af det, vi ikke tør sig’, gemmer indeni. Er de farver på et vægmaleri, går de over al fantasi, og hvad vil det sige? Og kan de sætte os fri, frelse os fra os selv. Fri os fra det trivielle, slippe os løs som et føl på en sommereng, der ikke har nogen bekymringer i sit sind.  

Er drømme en ikke anerkendt kunstart? Hvis det arter sig, bliver en drøm måske til noget stort, som nogle vil betragte og beundre og sige ”hmm… interessant” til, mens andre vil sige, at det er noget lort. Og det kan man sgu ikke tage penge for! Hvilket stof giver de bedste drømme? Og hvad hvis man løber tør for stof, kan man så ringe til en ven eller købe på klods? Hvorfor drømmer man sjældent med alkohol indenbords? Der er vel tale om en midlertidig lammelse af hypothalamus.                                                                                                                                                                                                           

Kan man drømme med åbne øjne? Det ligner et spørgsmål til Lægens Bord, I ved Svigermors Drøm. Han er jo så køn. Den pæne mand. Gad vide hvad han drømmer om? Har han en svigermor, og hvad drømmer hun mon? Men for at besvare seerens spørgsmål, det er fra Erna i Nørresundby.  Ja, kære Erna, man kan godt drømme med åbne øjne. Det kaldes caere in stavus på latin: At falde i staver på dansk. Det er noget, alle kan. Dagdrømme.