5. til 7. marts! Z-Faktor, bands og fede ord…
Første weekend i marts er der lyrikfestival i Mimeteateret. Som sædvanlig er der et væld af gode digtere på programmet, både etablerede kræfter som Suzanne Brøgger og Bo Green Jensen og nye stærke navne som Katinka My Jones og Kristina Nya Glaffey. Der er gratis adgang takket være støtte fra bl.a. Kunststyrelsen, Odense Kommune og Odense Centralbibliotek. Programmet kan læses på www.odenselyrik.dk, men et af højdepunkterne bliver uden tvivl koncerten med Peter Laugesen og Einar Már Gudmundsson og band lørdag aften. Se også kalenderen nedenfor.
Under hele festivalen udstiller Eva Tind Kristensen billeder fra sin digtsamling Do, og op til festivalen kan man læse bøger af de deltagende digtere ved et særligt lyrikbord på Hovedbiblioteket.
Skriver du digte med Z-faktor?
Sidste år tiltrak digtkonkurrencen Z-faktor mere end 50 deltagere fra hele landet. Igen i år arrangerer Litnet Z-faktor, denne gang i samrarbejde med lyrikfestivalen og hovedbiblioteket. Det sker på Mimeteatret, lørdag den 6. marts kl. 15.30.
Alle kan tilmelde sig Z-faktor. Du skal blot sende et digt, du selv har skrevet, til ole litnet.dk senest den 18. februar. Et bedømmelsesudvalg bestående af folk med mange års erfaring med skønlitteratur vil herefter udvælge de bedst kvalificerede digte blandt de indkomne bidrag. Disse digte vil dyste på Mimeteatret den 6. marts. Der er fire krav til indsenderne:
1) du må kun indsende ét digt
2) digtet skal være på dansk
3) digtet skal kunne oplæses på højst 4 minutter
4) digtet skal oplæses af digteren selv.
Alle indkomne forslag vil blive bragt på Litnets hjemmeside og udstillet på hovedbiblioteket i Odense.
Ved selve konkurrencen er der et dommerpanel bestående af tre etablerede digtere: Tomas Thøfner, Camilla Christensen og Cindy Lynn Brown. De vil give kyndig respons på digtene og finde frem til 3 prisvindere, som får
• retten til en professionel konsulentudtalelse
• et års abonnement på Hvedekorn
• en plads på scenen ved Verdens Poesidag den 21. marts
Vinderen af Z-faktor 2010 får desuden
• sin tekst fortolket af billedkunstneren Lena Johansen
• tilbud om at læse højt på næste års Lyrikfestival
Arrangørerne glæder sig til at se, hvad der gemmer sig af poesi i krogene og skrivebordsskufferne på Fyn og omegn og håber, at rigtig mange igen i år vil benytte muligheden for at læse deres digte højt.