Sådan skriver du dårlig poesi på norsk.

20 måder at skrive dårlige digte på!
AT OPSTILLE REGLER for det som er god poesi, ville jeg være forsigtig med. Med dårlig poesi er det anderledes. Det er ikke vanskeligt at pege på fejl, som kan gøres i poetisk skrivning. Er alle ikke enige, vil disse regler dog sandsynligvis få tilslutning af de fleste moderne poeter med et vist gehør. Reglerne er ikke “objektive”, men det kan være vigtigt at markere dem i opposition mod dem, som vil gøre poesien ufarlig ved at gøre den til et spørgsmål om smag og behag.
Når dette er sagt: En poet som bryder alle disse 20 regler samtidigt, har sandsynligvis lavet et poetisk mesterværk!

Min vigtigste indvending mod typisk amatørpoesi gælder det, jeg kalder PPS-syndromet, det vil sige: Privat, Prosaisk, Snakkesalig. Desværre ser det ud til, at tanken om håndværk og professionalisme endnu ikke har fundet vej til majoriteten af dem, som forsøger sig med lyrik-manuskripter til forlagene, eller for den sags skyld dem, som opsøger skrivekurser. Det meste er småpludrende snak på dagbogsniveau, det jeg gerne kalder køkkenbords-lyrik. Denne lyrik synes at have i al fald tre ting tilfælles:

1. Poeten synes at være overbevist om, at hans/hendes privatliv/følelser er af interesse for andre, uden hensyn til formel gennembearbejdning. Altså at formløst og usammenhængende sprog, som skal simulere “tanker” og “følelser” alene i kraft af følelsestyrken hos den, som skriver, skal kunne kvalificere sig som poesi. Sådanne lyrikere brillerer sjældent med andet end, at de ikke (eller knapt) har læst anden poesi. I al fald har sådan en læsning ikke smittet af på deres produkt.

2. Poeten snakker løs. Typisk for poesi af den slags er redundans, mængder af overflødige mellem- og småord, i tillæg til at digtet også ellers er uden substans og fortætning. Poeten synes at vælge et af to: enten at nærme sig talesproget i en eller anden variant af 70′er “knækprosa”, eller at simulere en eller anden form for “modernisme” og “sprogopløsning” ved at skrive så tåget og hermetisk, at ingen kan gribe fat i digtet. Det er det, jeg kalder autisme-versionen.

3. Poeten glemmer den afgørende forskel på poesi og prosa. En del ukvalificerede mennesker, der skriver digte er uden tvivl udmærkede prosaister. Det kan næsten gøres til en generel regel: Skriv prosa i stedet! Det har været moderne et stykke tid at blande genrene. Dette har på amatørniveau ført til megen uproduktiv forvirring. Jeg tror, det er bedst at holde genrerne hver for sig. Prosa giver bedre plads til det fortællende og “sags”-orienterede, som næsten uden undtagelse lyder unaturligt og velkendt som poesi. Poesi stiller et meget højere krav til udøveren, når det gælder a) det lydlige (at digtet må klinge godt) b) kravet om, at der må siges ting, som læseren ikke ved på forhånd på måder, som læseren ikke har hørt før. Her er der mere tale om bittesmå drejninger end om større nyskabende greb. Generelt er poesi mere afhængig netop af måder tingene siges på, end af “indhold”. “tema” el. lign., enten dette gælder de indresekretiske eller det politiske. Så kommer listen over:

20 poetiske faldgruber
1. Ironi (kynisme), det vil sige ironi som ekskluderer alvoren i stedet for at inkludere den. Sådan en ironi er typisk hos mandlige akademikere, mens deres modpol, de dagbogsskrivende kvinder går i modsatte fælde: for lidt afstand til sig selv og deres eget, for meget “alvor” og for lidt humor.

2. Velopdragenhed. Det kan lyde mærkeligt, at det at være “velopdragen” er en fejl, men sådan er det faktisk i poesien. Poesien er optegnelsen af sprækkerne i sproget, ikke af det glatte, konventionelle, velafprøvede. Også denne fejl er almindelig hos akademikere og skrivekursus-elever af begge køn. Fejlen ligger i manglende kontakt med det basale, eksistentielle.

3. Poetisering, det vil sige: snørkleri, poetisk pynt. Dem som skriver på den måde, har ofte læst en hel del. De kan være tiltrukket af patos og det “meget-sigende”, men ikke nødvendigvis. Både romantik, symbolisme og visse grene af modernismen indbyder til snørklerier af den art. Og her er indvending, at det er udvendigt, påklistret.

4. Tågesnak. Både rene amatører og lidt viderekomne har let ved at gå i den “hermetiske” fælde, at stille noget sludderagtigt sniksnak op, som på overfladen ligner “romantisk lyrik”, “symbolistisk lyrik”, “modernistisk lyrik” eller hvilken retning, man nu er tilhænger af. Også postmodernismen vil med tiden få sine tågesnakkende epigoner. Måske er de allerede hos os?

5. Mangel på temperament. En almindelig indvending, særligt mod mandlige poeter over 30, bosatte i tyndtbefolkede egne. Poeten læner sig tilbage og sørger for, at vi ikke får noget vigtigt, eksistentielt, afslørende at gribe fat i. Som indbyggere i en landsby ved disse digtere, at de ikke skal udstille sig selv. For dem er poet-rollen ofte knyttet til ulykkelige skæbner med psykiatriske undertoner. Til fordel for dem selv vælger disse delinkventer derfor ikke at afsløre noget af sig selv. Synd for poesien, godt for dem.

6. Manglende konsekvens (indre logik).

7. Ordflom, klichéer.

8. Snakkesalighed, hyggesnak.

9. Knækprosa. (Prosa sat op i digtform).

10. Abstraktion/”metapoesi”. Denne variant er almindelig blandt akademikere. Metapoesi er ikke i sig selv noget tvivlsomt. Men den type poeter har ikke formået at ændre på deres tørre, akademiske sprog for at give det poetisk værdi. Poesi er afhængig af at dufte som en frisk rose, gør den ikke dét, må den i al fald stinke af cellulose.

11. Patos. Her sigter jeg ikke til patos i sig selv, som kan være positiv, men svulstig patos, patos som ikke er underlagt et disciplineret sprog.

12. At lave vittigheder. Denne variant er mest almindelig blandt unge mænd fra 17-30. Trivialiseringen af lyrikbegrebet i 60′erne og fremefter (Volds “Kykelipi” osv.) har i al fald fået én negativ konsekvens: at mange unge mænd ikke kan se forskellen på en vittighed og et ladet, poetisk udtryk.

13. Banalitet. Her tænker jeg ikke på “ægte” naivitet, men utilsigtet naivitet, altså banalitet.

14. Vulgaritet. Også en særdeles almindelig variant i gruppen af mænd mellem 17 og 30 år. En stor procent af disse lyrikere synes uinteresserede i alt andet end deres egne underliv og en jargon, som på en eller anden måde er knyttet til det. Denne type poeter er tit ikke sjove nok til at passere som humorister, de er ikke pornografiske nok til at kunne passere som gyldigt produkt på det område heller, de har også for stor konkurrence fra lokumslyrik og grafitti til egentlig at gå an som genuin undergrundslyrik. De sætter sig mellem alle mulige stole og virker forkrampede. Ikke mindst det halvhjertede forsøg på at virke “litterær” kan virke forkrampet.

15. Det “meget-sigende”. Her sigter jeg til digte med vældige konklusioner, som bliver trukket ned over hovedet på en sagesløs læser. Ikke mindst den sidste sætning kan ødelægge mangt et ellers læseligt digt. Nu får digteren endelig “sagt” det, som han har bygget hele digtet op for at sige, og hele digtet falder sammen som et byggeklodshus.

16. Recirkulering af modernistiske greb. I vores tid med mange kurser i “kreativ skrivning” er det ikke til at komme bort fra, at fejl af den type bliver mere og mere almindelige. For det første kan skribenter, som behersker visse “modernistiske” greb, ofte komme langt frem i ansøgerbunken og dermed præge sådanne kurser. For det andet kan en undervisning af den art ofte af praktiske grunde gå ud på at hindre eleverne at lave de almindeligste fejl. Resultatet kan i nogen tilfælde vise sig at blive en noget ufarlig, halvgod opremsning af modernistiske standardgreb og formuleringer.

17. Recirkulering af førmoderne digtformer (ukritisk). Denne fejl er mere almindelig hos deciderede amatører, som har levet uden kontakt med moderne strømninger.

18. Pinlige private afsløringer. Desværre undgår man aldrig at folk serverer deres dagbøger i “digt”-form. At folk vil udsætte sig selv for at sende sådan noget til forlagsredaktioner, er til stadighed et mysterium for mig, og et udtryk for den manglende litterære dannelse i folket. Måske også for en degenerering i nynorsk-lyrikken?
(Jeg kender hovedsageligt til denne lyrik). Jeg vil meget kraftigt komme med en alvorlig advarsel, som gælder det nynorskes fremtid som litterært sprog. Det står meget dårligt til med både rekrutteringen af forfattere under 30 og med “efteruddannelsen” og opdateringen hos ældre generationer, der skriver digte.

19. Politiske/religiøse bekendelsesdigte, budskabsorienteret lyrik. En sådan lyrik havde sit højdepunkt i 70′erne, når det gjaldt den politiske lyrik, den religiøse havner som regel hos religiøse forlag, men er heller ikke ukendt i andre forlagsredaktioner. En sådan lyrik er i radikal ubalance, fordi digteren satser alt på sagen/indholdet, ofte næsten ingenting på formen. Det vigtigste for denne digter er at få sagt store væsentlige ting om sager, som han tror på. Lyrik er desværre ofte en helt uegnet genre at gøre dette i.

20. Ren brugspoesi (lejlighedsdigte, hyldestdigte osv.) Jeg tager dette med som en “fejl” eller en “faldgrube”, selvom det er helt ualmindeligt nu. at den type digte giver sig ud for at være andet end netop lejlighedsdigte. Jeg tager punktet med for helhedens skyld.

Konklusion: mange af disse punkter går over i hinanden, mange er måske ikke tilstrækkeligt forklarede. Jeg håber alligevel, at de kan være af pædagogisk nytte for nogen. Som sagt: Også når det gælder fejl, kan det være en fordel at lave store og fatale fejl fremfor at lave nogle småfejl. Poesien handler netop om det svære og skæbnesvangre, og også, selvfølgelig, om det nære, enkle og trivielle. Jeg tror alligevel aldrig, at det er nok, at poesien er 100 procent dagligdags og triviel. Jeg tror den må risikere alvorlige ting. Og dermed også risikere at lave fejl.

[Oprindeligt trykt i Om å skrive skjønnlitteratur, red. Finn Øglænd, Samlaget, Norge 1997].